Crash replacement 50% rabat
Vi har fri returforsendelse
Fragtfri over 299 kr.
Vi har 90 dages returret.

Om os

Per Bausager startede med at køre cykelløb som 12-årig i Roskilde Cykel Ring i 1968.  I de kommende år var klubben en stormagt i dansk cykling. Reno B. Olsen og Junker Jørgensen var klubbens store stjerner, men der var adskillige meget solide ryttere i klubben. Kim G. Svendsen og Per Bausager var de første i det kuld af talenter der skød frem igennem de næste år, hvor også Michael Marcussen og Hans Henrik Ørsted kom til.

Per Bausager var i første led af den guldalder der kom til at præge dansk cykelsport i de næste mange år, da trænerlegenden John Struve overtog den danske talentfabrik. Under John Struve vandt Per Bausager som junior 2 danske mesterskaber, et nordisk mesterskab og EM-sølv i holdløb sammen med Gert Frank, Ole Redsted og Olaf Petersen. Samme år skabte han sensation i Stjerneløbet da han, som 17-årig var med på dispensation, og blev nr. 2. Herefter kørte han sig gennem D-C og B-klassen på 13 starter, hvilket var rekord, og kørte kun 1½ år i A-klassen før han blev professionel i en alder af 20 år.

De følgende 7 år kørte Per Bausager som hjælperytter for forskellige kaptajner som fx Baronchelli, Basso, Johansson og Chioccioli, men den største tilfredstillelse kom som hjælper for Giovanni Battaglin, da denne i 1981 vandt både Giro d’Italia og Vuelta a Spagna. Per har endvidere kørt 7 VM som professionel og alle klassikerne, og har ved siden af landevejskarrieren kørt 35 6-dagesløb som professionel - blandt andet som makker med Gert Frank, Hans Henrik Ørsted og Kim G. Svendsen.

Efter at cyklen blev hængt på krogen i 1984 var Per Bausager gennem et par år træner for eliterytterne i sin gamle klub Roskilde Cykel Ring, og blev i 1989 formand for Dansk Professionel Cykelforbund. Kort efter startede han sit egen forretning i cykelverdenen, blandt andet med agenturer fra nogle af de gamle bekendte fra Italien, som Pinarello og Battaglin.

Siden 1989 har Per Bausager sammen med sin kone Lizette drevet forskellige aktiviteter i cykelbranchen, og har ofte været first mover med nye forretningskoncepter i branchen. Således startede de Bikebuster, som var først på det danske marked med internethandel allerede i 1998.

BCW, som står for BAUSAGER CYCLlNG WORLD, er en nye aktivitet som koncentrerer sig om familien Bausagers personlige relationer til de italienske familier Gastaldello (Wilier) og Cremonese (Castelli og Sportful). BCW driver Wilier-aktiviteten på http://bikeclouds.com.