 |
Bikebuster artikler |
|
|
|
Pålædning om vinteren |
Der er det seneste årti sket kæmpe landvindinger indenfor tekniske tekstiler til sportsbeklædning. Især sportsgrene som skiløb og cykling har nydt gavn af udviklingen da de nye materialer har betydet at man kan holde varmen med forholdsvis lidt tøj på, selv når det er stor vindpåvirkning ved lave temperaturer.
Cykling - især om vinteren - er formentlig den sportsgren der stiller de største krav til tekstilernes egenskaber idet her både er den nævnte høje grad af vindpåvirkning (nedkølings-faktor) og en meget høj grad af transpiration, ofte over mange timer. Det er selvsagt en vanskelig opgave for beklædningen, både at skulle skille kroppen af med store mængder sved, på samme tid holde den tør, samt tillige at sørge for at der ikke trænger vind ind.
Ikke desto mindre er det faktisk muligt at opnå disse effekter på samme tid, men det kræver at tekstilerne anvendes efter hensigten. Og så kræver det at man forstår at vandtæthed, vindtæthed og åndbarhed er udtryk for nogle værdier der angiver at der kan trænge en given mængde vand eller vind igennem fx 1m2 af tekstilet pr. time, eller der tilsvarende kan trænge en given mængde luft ud gennem et vindtæt tekstils membraner. Et 100% vandtæt materiale er ikke særlig egnet til motions/konkurrence cykling i regnvejr, da en 100% tæthed vil betyde at der ingen mulighed er for kroppens varme for at slippe ud, og man vil følgelig alligevel blive sjaskvåd af sved og kondens, som giver et langt større ubehag end det man vil opleve ved at bruge tekstil som ikke er 100% tæt men til gengæld åndbart.
At cykle om vinteren i Danmark stiller specielt store krav til valg af påklædning. Vejene er næsten altid våde om vinteren og stærk vind nærmest en garanti. Alligevel er det i modsætning til tidligere muligt at cykle uden specielt meget tøj på. Men det er vigtigt at respektere 3-lags filosofien som den kendes fra skitøj.
Overdel lag 1: En undertrøje med korte eller lange ærmer som formår at opsamle sved og transportere den ud i mellemlaget. Det går absolut ikke at anvende en bomuld T-shirt til dette formål da den vil holde på sveden og hurtigt gøre dig kold ved lave temperaturer. Til egentlig vinterbeklædning er vi heller ikke glade for undertrøjer med vindfront da de nedsætter undertrøjens evne til at transportere sved væk, og vindstopper funktioner er i øvrigt noget der hører til i 3. lag.
Overdel lag 2 : En langærmet trøje med varmende og isolerende egenskaber. Dette opfyldes af alle moderne langærmede cykeltrøjer fra de forskellige producenters vinterkollektioner. Trøjen skal være af den type som har en blød opkradset bagside. Det går ikke med en langærmet trøje i sommertekstil som er af tekstil med helt andre egenskaber. Andre trøjer af fleeceagtige materialer vil også kunne anvendes her, men når det gælder cykeltøj er det afgørende at det sidder tæt til kroppen. En langærmet cykeltrøje af nævnte type er faktisk efter cykelbukser den vigtigste beklædningsgenstand for en cykelrytter.
Overdel lag 3: En vindtæt jakke i et af de moderne tekstiler som holder vind og kulde ude og som alligevel tillader varme fra kroppen at slippe ud. Der er mange af disse tekstiler med Gore Windstopper som det mest kendte. Andre eksempler på glimrende produkter er Stratosheer (Castelli), Mantotex (Nalini), Airblock (Assos) Atex (Biemme) Windtex (Giordana) Textran (Campagnolo) o.a.). En vinterjakke til cykling skal sidde nogenlunde - hvis ikke helt - tæt til kroppen
Bukser (tights): Man kan vælge at køre med lange bukser med indlæg eller at køre med korte bukser med indlæg og så med lange bukser uden indlæg udenpå. Det gælder naturligvis i begge tilfælde at man ikke har underbukser på inden under, men at hud og indlæg er i direkte kontakt. Endvidere findes der både vinterbukser som har en vindtæt belægning på fronten og nogle som er helt i Super Roubaix (et elastisk materiale med blød opkradset inderside) eller lignende materialer. Et par bukser som er helt i Super Roubaix typen er de mest komfortable da de har den højeste elasticitet, og de vil kunne holde kulden ude ned til i nærheden af frysepunktet med mindre der er meget stærk vind. Disse bukser er også de rette i forår og efterår. Bukser med vindfront sidder knap så komfortabelt da denne type materiale ikke er så elastisk. Af denne grund er det ikke særlig tilrådeligt at vælge modeller som har denne type vindstopper materiale hele vejen rundt, da de er hæmmende for bevægelsesfriheden - især ved knæene. Den største (og dyreste) aktør for denne type tekstil, Gore, har endda retningslinier for hvordan tøjproducenterne må anvende deres Windstopper, idet de forlanger at det færdige produkt skal være teknisk optimalt for brugeren.
Hovedbeklædning: Såfremt man cykler med hjelm er en hjelmhue eller en bandana det bedste af have under hjelmen, da de sidder tæt på hovedet og ikke folder under hjelmen. Ved temperaturer under frysepunktet kan det være en fordel med hovedbeklædning der består af vindtopper materialer. Ellers er fleece eller uld det optimale da vindstopperne selvsagt ånder dårligere og tillige nedsætter hørelsen hvis de dækker ørerne.
Handsker: Det er altid et kompromis at vælge vinterhandsker til cykling da man gerne skal både kunne have føling med styr, bremse- og skiftegreb samt holde varmen. Overordnet kan handsker deles op i 2 typer, dem af fleece og dem af vindstopper materialer. Der findes og flere produkter der er kombineret af de 2 typer, men de er oftest meget tykke og afstedkommer dårlig føling med bremser/gearskifte. I meget koldt vejr kan det være en fordel at have tynde fleeceagtige handsker inderst og et par af vindstopper-typen yderst.
Skovertræk: Det vanskeligste af alt ved cykling om vinteren er at holde varmen om fødderne da disse en udsat for kraftig afkøling på grund af vinden, og tillige ikke kan bevæges under kørslen. Der er et hav af produkter på markedet, men intet der kan sikre rigtig varme fødder i stærk frost. Heldigvis sætter pedalerne jo - bortset fra hullerne til klamperne - ikke begrænsninger for hvor store/kraftige skoovertrækkene kan være, og man bør faktisk have 2 par skoovertræk således at man har et par meget kraftige til når det er rigtig vinter og et par lettere til forår/efterår. De bedste til allround brug er neopren overtræk som også er vandtætte. Når det er rigtig koldt kan man med fordel klippe hul i bunden på et par uldsokker og trække dem over skoene før kan tager skoovertrækkene på.
Briller: Man bør altid cykle med sportsbriller da de yder en effektiv beskyttelse af øjnene, og det er en stor fordel af have briller med 2 linsetyper, så man har en lysdæmpende til solskin, og en klar eller gul/rød/orange til dårligere lysforhold. Om vinteren kan kold luft i øjnene være genererende og man er som cyklist altid i fare for at få objekter i øjnene, som flyver i luften eller kastes op af forbikørende biler.
Ovenstående skal betragtes som en helt generel og overordnet vejledning. Mere specifikke opgaver kan fordre specifikke løsninger, og mange cyklister har selv fundet ud af at kombinere en tilfredsstillende løsning på problemet med at holde varmen under vinterens cykling. Det er ikke altid nem i vores klima, men med moderne tekniske tekstiler, anvendt korrekt, er man godt hjulpet.
|
|
|
|